Debat: Pseudokritik af TV 2-program

16-12-08: 15:55

Af Hans Henrik Knoop, Lektor DPU/Aarhus Universitet, Forskningsdirektør, Universe Research Lab

"SKOLEN - verdensklasse på 100 dage" var et udviklingsprojekt på Gauerslund Skole, der demonstrerede vellykket anvendelse af forskningsbaseret viden, men som ikke i sig selv var videnskab.

Lærer Erik Schmidt kritiserer i en artikel den 12. december i Weekendavisen TV 2's projekt på Gauerslund Skole, hvor stort set alle elever gennem projektperioden fik det bedre, og hvor rigtig mange oplevede stor faglig fremgang. Schmidt synes, projektet er opblæst. Blandt andet fremføres en "kritik" gående på, at forsøget ifølge min gode kollega Professor Peter Allerup ikke lever op til minimumskravene for videnskabelige forsøg. Som ansvarlig for målingerne i Gauerslund er jeg helt enig med Peter Allerup, og vil blot tilføje, at det falder mig let, da det ikke på noget tidspunkt har været ambitionen at gennemføre noget "videnskabeligt forsøg", som Erik Schmidt åbenbart tror. Og hvis nogen har hævdet det, eller hvis redigeringen af programmerne, som jeg vel at mærke intet har haft med at gøre, har bevirket, at nogen har fået den opfattelse, skal jeg være den første til at beklage det. Der var derimod tale om et videnbaseret, pædagogisk udviklingsprojekt, hvor fremskridt måltes på baggrund af bl.a. standardiserede læsetests, der anvendes overalt i landet samt nyere trivselstest baseret på nogle af de vigtigste forskningsbaserede indsigter fra bl.a. Positiv Psykologi, som vi ved øger sandsynligheden for øget energi og kvalitet i undervisningen. Dette kan enhver forvisse sig om ved at læse min vurdering, der ligger frit tilgængelig på TV2's hjemmeside. Schmidt mener i forlængelse af ovenstående misforståelse heller ikke, at der er "kvalificeret belæg" for at hævde, at skolen har bevæget sig op blandt de 100 bedste, men det vil jeg - i respekt for ovenstående og med de i rapporten nævnte forbehold - fortsat mene, der er, om end altså på ingen måde "videnskabeligt belæg". Lad mig kort opsummere.

Som man kan læse i rapporten, er min vurdering bl.a. baseret på en lang række flotte faglige resultater i læsning og matematik. Ved projektets afslutning var eksempelvis næsten alle elever på 4. årgang sikre læsere, og 98 % af eleverne på 7. årgang demonstrerede sikker tilegnelse af matematisk grundbegreber. Det er selvsagt svært at argumentere for, at sådanne scorer skulle kunne blive meget bedre. Det er heller ikke nogen tilsnigelse at antage, at elever, der således har lært grundlæggende læsning og matematik, vil have langt bedre forudsætninger for anden faglig succes i deres videre skoleforløb, inklusive ved deres afgangsprøver. Og hvis man læser rapporten kan man se, at skolens øvrige præstationer i læsning på 1.-3. årgang ikke lader 4. klasserne meget efter.

Hvis vi kigger på trivslen - der som nævnt indirekte understøtter antagelser om faglighed, fordi man typisk lærer og husker bedre, når man fx er tryg, engageret og finder stoffet meningsfuldt - ser vi en samlet øgning på ca. 15 %. Dette tal dækker bl.a. over, at stort set alle elever på skolen rapporterer at have fået det bedre gennem projektperioden, og at det vel at mærke er målt via 40 af de allervigtigste trivselsindikatorer vedr. positive emotioner, engagement og oplevet mening, vi har til rådighed. Og igen: Da mange af disse trivselsindikatorer (videnskabeligt!) korrelerer stærkt med læringseffektivitet, kan også en sådan måling af forøget trivsel underbygge antagelser om, at skolens pædagogiske/faglige kapacitet reelt er øget. Selvfølgelig kan man ikke vide med sikkerhed, hvad der har gjort eleverne gladere, men at kompetencen til at få det til at ske nu er til stede på skolen, forekommer indlysende. Og selvom det er nærliggende at antage, at Tv-projektet skabte noget ekstra gejst i sig selv, er der ikke noget som tyder på, at man ikke skulle kunne skabe lige så meget gejst via andre projekter, hvis blot de er tilstrækkelig meningsfulde og nydelsesfulde.

Hvad angår undervisningen, understøttes antagelsen om, at ovenstående succes'er vil bære ind i fremtiden, indirekte (og ikke mere!) af, at over 30 trinmålsbaserede før- og efter-tests i fagene Dansk, Matematik (3. - 8. årgang) og Naturfag (7.-8. årgang) (som lærerne udviklede under vejledning) demonstrerer stor undervisningsmæssig kompetence på skolen (eleverne har lært en masse på kort tid). Denne kompetence kan selvfølgelig også med rimelighed forventes at komme eleverne til gode efter projektets afslutning, hvis lærernes vilkår for arbejdet i øvrigt er i orden. Disse test siger selvfølgelig intet om Gauerslund Skole i forhold til andre skoler, men det varsler trods alt ikke ilde.

Og så er der alt det andet, der også indirekte understøtter antagelsen om øget faglig kvalitet i Gauerslund. Fx den massive positive feedback fra elever, lærere, ledelse og forældre, der alle både har været førstehåndsvidner til projektet, og som alle har kunnet fortælle om egne oplevelser. Eller Journalist Poul Erik Skammelsens besøg i på skolen ca. fire måneder efter projektafslutningen, hvor han søgte, hvad Tv-folk ofte kalder "visual proof" til brug i deres journalistiske "research", og hvor han tilsyneladende fik indtryk af, at pædagogikken fortsat fungerede glimrende.

Sammenfattende er det således fortsat min vurdering, at hvis den faglige, trivselsmæssige og almenpædagogiske fremgang, der er opnået gennem projektet (herunder mit via tests kvalificerede gæt på en samlet faglig fremgang på 20 % og en samlet trivselsmæssig fremgang på 15 %) også vil kunne ses ved 9. klasserne ved afgangsprøver, vil Gauerslund Skole, i forhold til CEPOS-listen fra 2006, som TV2 brugte som udgangspunkt for programmet, være at finde blandt landets 100 bedst præsterende. Bemærk i øvrigt at man slet ikke behøver gå denne omvej over ranglisten, for at argumentere for at skolen er løftet, for alle resultaterne taler jo for sig selv her og nu - som tydelige udtryk for at der allerede er sket meget godt på skolen.

Erik Schmidt er selvfølgelig i sin gode ret til at kritisere min fremgangsmåde ved vurderingen af Gauerslund Skole, og jeg samarbejder gerne med ham om bedre former for vurdering, hvis han har idéer. Men jeg står med sindsro ved hvad alt, hvad jeg har skrevet min i rapport, selvom det i lyset af denne debat sikkert havde været en god idé, om jeg havde skrevet mere uddybende. Rapporten er sandt for dyden ikke udtryk for videnskabelig forskning, men den afspejler efter min vurdering vigtige aspekter på Gauerslund Skole ved projektets afslutning, der tilmed åbner for mange interessante perspektiver - også forskningsmæssigt - fordi både problemer og styrker er blevet tydeliggjort på en meget fremadrettet måde.

En anden "kritik" fra Erik Schmidt er, at projektet i Gauerslund skulle være båret af en "instrumentel og konceptpræget undervisning...der reducerer...lærerens dømmekraft og relative autonomi." Dette er heldigvis også en misforståelse, idet arbejdet med læringsstile (der ikke bør betragtes som andet end en relativ banal hjælp til undervisningsdifferentiering, som skolerne i forvejen er forpligtede til), de facto frisætter lærerne ved at give dem ekstra redskaber i hænderne, og tilsyneladende gør det muligt for flere elever at få udbytte af undervisningen. Ganske vist er forskningen i læringsstile fortsat kontroversiel, og der findes metastudier, som peger i forskellige retninger, men når så mange elever fortæller om, at de er blevet gladere for at gå i skole og har fået lettere ved at lære svært stof ved i et vist omfang at anvende læringsstilsbaserede metoder, er det efter min mening helt uansvarligt ikke at tage det alvorligt. Der er rigtig mange elever, som er i klemme, om som Erik Schmidt mig bekendt ikke selv har noget kvalificeret tilbud til! På samfundsplan er problemet så alvorligt, at fx op mod 2/3 af eleverne i det almene gymnasium nu er piger, hvilket indikerer, at de læringsstile, der dominerer i gymnasiet, klart favoriserer piger (som gruppe) frem for drenge (der i stort tal dropper helt ud af ungdomsuddannelserne!). Det er selvfølgelig skønt, at pigerne klarer sig så godt, men også ynkeligt hvis det sker på drengenes bekostning, fordi det både er udtryk for blind diskriminering, massivt talentspild og store menneskelige omkostninger. Jeg er helt enig med Erik Schmidt i, at lærere har brug for stort professionelt råderum, og at dette også indebærer udstrakt metodefrihed. Men frihed i et demokrati er altså under ansvar, og omfatter efter min mening ikke friheden til at vælge dårlige metoder, fordi det er det nemmeste, hvis det fx indebærer at færre elever får lært at læse, eller at færre kan holde ud at gå i gymnasiet.

En tredje "kritik" fra Erik Schmidts side, som ligger i forlængelse af førnævnte, fremstår helt uforståelig for mig. Han skriver: "Med den rolle, som læreren tiltænkes i en læringsstilsbaseret undervisning, undervurderes...den psykodynamiske dimension og lærerens didaktiske kapacitet og betydning for elevernes udbytte." Hvor han har den overbevisning fra, aner jeg ikke, men det er ikke fra relevant faglitteratur. Udgangspunktet for brugen af læringsstile i Gauerslund var, stik mod Schmidts antagelse, at frisætte såvel elever og lærere til større selvstændighed, mere oprigtigt engagement og dermed også bedre grundlag for didaktisk kvalitet, hvilket i vid udstrækning lykkedes.

En fjerde "kritik" handler om, at ordblindekonsulent Mia Finnemann Schultz, ifølge Schmidt, ikke "tror" at man bliver bedre til at stave, fordi man hopper, når man gør det. Det er selvfølgelig muligt, at denne tro en dag vil vise sig berettiget, men derfor kan vi da godt glæde os over, at næsten alle eleverne i Gauerslund fik lært at læse via de metoder, der faktisk blev anvendt.

Meget mere kunne siges, men lad mig slutte med endnu engang at invitere Erik Schmidt til nærmere samarbejde om en kvalificering af skolen, så den pædagogiske mangfoldighed, vi begge hylder, også på den måde kan komme til udtryk. Og lad mig endnu engang slå fast, at hverken jeg eller andre i Gauerslund-projektet mig bekendt på nogen måde er interesserede i, eller har forsøgt på, at fremstille Gauerslund Skole som bedre, end den er, selvom det selvfølgelig sagtens kan være sket, når pointer er blevet skærpet i medierne.