Udbyttet af historiens største tyveri ved højlys dag er svimlende. Og det er dine skattepenge, der bliver stjålet, når smarte forretningsmænd hopper på momskarrusellen og svindler staterne i EU for mange hundrede milliarder kroner.

"Operation X" og Morten Spiegelhauer følger i sporet på den seneste store danske sag om momskarruseller, der gik under navnet "Operation Gul Feber".En del af de tiltalte fra sagen er blevet idømt lange fængselsstraffe, men ham, som politiet mener, er hovedbagmanden, nåede at stikke af. Nu gemmer han sig et sted i verden, og han har råd til at gemme sig på 1. klasse. I følge anklagemyndigheden svindlede han og hans forretningspartnere den danske stat for 190 millioner kroner.

Mortens firmaer
Morten Spiegelhauer åbner sine egne firmaer, der handler med IT-komponenter for at illustrere, hvordan en momskarrusel fungerer. I sin grundform er det skræmmende enkelt og ikke noget, man behøver være et finansgeni for at udføre.

Svindel for 750 mia. kr.
På EU-plan anslår man, at den samlede momskarrusel-svindel gennem de seneste ti år løber op i 750 milliarder kroner. Så nu tager andre medlemslande fra det indre marked hårde metoder i brug for at komme svindlen til livs.
I Danmark har SKAT dog svært ved at gribe ind, før firmaerne går konkurs med en kæmpe momsgæld. Og i de tilfælde kan det vise sig at være for sent at få moms-pengene tilbage.

Få medarbejdere - store beløb
Derfor undersøger "Operation X", om der i øjeblikket findes firmaer i Danmark, som viser nogle af de karakteristiske træk, man har set i tidligere sager om momskarruseller. Og der findes stadig firmaer i IT-brokerbranchen, som med meget få medarbejdere kan omsætte for svimlende milliardbeløb. "Operation X" opsøger disse firmaer og spørger, hvordan det kan lade sig gøre.