28-04-10: 14:38
Foto: TV 2Det er en tillidssag at gå til læge, og lægen skal derfor huske sit løfte om at udvise "omhu og samvittighedsfuldhed".
Patienterne skal altid informeres om den behandling de får. På den måde ved man som patient, hvad man går ind til og hvilke bivirkninger der eventuelt kan være. Det er et helt grundlæggende retsprincip for os patienter, for det er vores helbred som er indsatsen.
Så hvordan vil du have det, hvis din læge gik bag din ryg og misbrugte din tillid? Hvad nu, hvis du havde en frygtelig sygdom, som han fortæller dig kan lindres ved at give dig akupunktur, men i virkeligheden giver han dig en hemmelig indsprøjtning i nakken?
I aften afslører Operation X netop sådan en læge. Gennem et år gik en af hans patienter, Marianne Kokholm, til akupunktur mod sine leddegigtsmerter.
Kanylen i lommen
Akupunktøren, der også er læge, fortalte hende, at han kunne fjerne hendes smerter med akupunkturbehandlingen.
Marianne Kokholm oplevede en mirakuløs virkning og troede, at akupunkturbehandlingen havde kureret hende, lige indtil den dag, hvor hun ser en kanyle i hans brystlomme.
Marianne Kokholm anmeldte hendes mistanke, om at der forgik hemmelige indsprøjtninger på klinikken, men sundhedsmyndighederne afviste at undersøge sagen.
Derfor går Marianne Kokholm til Operation X, der undersøger sagen og bekræfter hendes mistanke.
Se Operation X torsdag 29. april kl. 20.35 når det afsløres, hvad akupunktøren sprøjter sine patienter med.