08-10-08: 09:40
Operation X går undercover som psykisk syg misbruger, åbner et alkoholbehandlingscenter og sender regningen til Kommunerne.
Morten Spiegelhauer åbner sit eget ambulante alkoholbehandlingscenter, hvor behandlingen består af ristede pølser og græsslåning. Det er nok til at få snablen dybt ned i landets kommunekasser. Endda uden at begå ulovligheder.
Reglerne for alkoholbehandling i Danmark er stort set ikke eksisterende. Kommuner er forpligtet til at betale for en borgers behandling - men der findes ingen krav til metode eller godkendelse af institutioner. Hvert år bruger samfundet 300 millioner kroner på alkoholbehandling, og der er stort set ingen der ved, hvad pengene går til. Blot at langt de fleste ender på det private marked.
Man kan trække på smilebåndet af en behandling, der består af grillpølser, men det bliver langt mere alvorligt, når Operation X går undercover som psykisk syg misbruger og lader sig indlægge på en af landets mange døgnbehandlingsinstitutioner.
Uden lægeligt tilsyn fjernes psykofarmaka fra psykisk syge mennesker, med katastrofale følger.
Operation X går tæt på alkoholbehandlingen og konfronterer minister og behandlere.
Se med torsdag kl. 20!
Foto: TV 2