26-05-08: 20:00
Spiegelhauer kontakter afdøde
Foto: Frederik Thorup/TV 2"Operation X" og Morten Spiegelhauer fortsætter deres undersøgelse af den clairvoyante branche - denne gang går værten undercover som clairvoyant.
Morten Spiegelhauer går mandag 2. juni kl. 20.00 undercover som clairvoyant medium for at undersøge, om det kan lade sig gøre at overbevise nogen om, at han har overnaturlige evner og kan kommunikere med ånder efter afdøde personer. Efter at have lært de mest grundlæggende trin i en spørgeteknik kaldet coldreading, skal han afprøve sine evner foran et større publikum.
Spøgelser blandt os
Programmet er "Operations X"- redaktionens fortsatte undersøgelse af branchen for åndeligt klarsyn og afdødekontakt - en branche, som i de seneste år har vokset sig stor herhjemme. Således tror op mod halvdelen af befolkning i dag på, at der går spøgelser rundt i blandt os, og mange mennesker betaler op til 1.200 kroner i timen for en session hos en af de op mod 1.000 clairvoyante, der praktiserer i Danmark i dag.
Kan se fiktive ånder
Efter en stribe besøg hos clairvoyante medier kan Morten Spiegelhauer dog konstatere, at udøverne af afdødekontakt ikke nøjes med at tale med ånder efter afdøde - men også med ånder efter personer, som aldrig har levet. De clairvoyante kan nemlig tydeligt "se" de fiktive ånder som "Operation X" har opfundet til lejligheden. Og ikke nok med det, de kan også viderebringe vigtige budskaber til de såkaldt efterladte.
Oplysninger kommer fra klienten selv
Skeptikere mener, at mange af de clairvoyante medier slet ikke er i kontakt med afdøde ånder fra den anden side, men derimod benytter sig af teknikken, der kaldes Coldreading. Coldreading går ud på at stille spørgsmål på en måde, så folk opfatter, at den clairvoyante giver informationer og fakta til sine klienter, mens det såkaldte medie i virkeligheden spørger og samler oplysninger op fra klienten.
Spiegelhauer som clairvoyant
Se med i "Operation X - mellem himmel og jord", når Morten Spiegelhauer lærer sig teknikken og afprøver den foran et publikum, som ikke ved, hvem han er - og hør, hvordan en stribe clairvoyante sætter sig i kontakt med ånder efter personer, som aldrig har eksisteret.