Operation X

Hvad er Korruption?

Torsdag den 14. januar: Operation X - SKAT til torskegilde


Korruption er i virkeligheden et ord der dækker over flere betydninger.

Herunder kan du læse om forskellige former for korruption, som Transparency International Danmark har beskrevet på deres hjemmeside.

Transparency International Danmark definerer korruption som:
"misbrug af betroet myndighed for egen vindings skyld". Dette dækker over en række typer af korruption, som er opstillet nedenfor.

Operation X - SKAT til torskegildeHvad har SKAT med en lokal håndboldklub at gøre?
Foto: Peter Mühlhausen/TV 2

Bestikkelse

Bestikkelse er at tilbyde en eller anden form for betaling for at få en anden til at gøre dig en tjeneste, som han eller hun ikke bør. Det er også bestikkelse, når den anden selv opkræver betaling for at gøre tjenesten. At betale eller tage imod bestikkelse er korruption i den reneste form.

Opdigtet eksempel: malermester i København

I København skulle et af de store ministerier have malet en ny tilbygning. Et stort antal malermestre bød på den store opgave. Malermesteren havde forberedt et bud på, hvordan opgaven skulle løses og hvad den ville koste. Han var dog klar over, at flere andre malermestre var mere erfarne med denne slags opgaver. Kort efter præsenterede malermesteren sit bud for den ansvarlige embedsmand i ministeriet. På mødet gjorde han det derfor klart for embedsmanden, at hvis man valgte ham, ville han installere et nyt køkken gratis i embedsmandens villa. Det hele endte med, at malermesteren til hans kollegaers store forbavselse fik opgaven - og embedsmanden fik sig et skønt, nyt køkken.

Opdigtet eksempel: dansk lastbilchauffør

En dansk lastbilschauffør kørte med frossent svinekød til Ukraine. I tolden blev hans lastbil standset og en af tolderne bad om at se tilladelser til eksport af svinekød. Lastbilchaufføren fandt tilladelsen frem og ventede derefter tre timer, indtil tolderen kom tilbage. Han gjorde det klart, at selv om tilladelsen var stemplet af det ukrainske fødevareministerium manglede der dog desuden en underskrift, og chaufføren havde derfor overtrådt loven ved at køre ind i Ukraine med svinekødet. Problemet kunne dog løses, forklarede tolderen, hvis han selv underskrev. Han ville med glæde hjælpe chaufføren mod en betaling på 100 euro.

"Smørelse"

"Smørelse" er en mindre bestikkelse, hvor man mod betaling af en lille sum penge kan fremskynde eller sikre sig, at en rutinetjeneste udføres. Denne slags bestikkelse er for eksempel, når man må betale småbeløb for at få embedsmænd til at gøre deres arbejde eller for at de gør det indenfor en realistisk tidsramme. "Smørelse" er omdiskuteret, idet nogen mener, det ikke er muligt at gøre forretninger i mange lande uden.

Opdigtet eksempel: flytning fra udlandet

En dansk diplomat i et større asiatisk land skulle efter tre års tjeneste vende tilbage til Danmark med familien. I forbindelse med flytningen skulle familiens møbler flyttes med skib til Danmark. Desværre viste der sig at være problemer med at få godkendelse fra landets kulturministerium. Ministeriet ville ikke godkende, at møblerne ikke var kulturskatte og derfor kunne sendes ud af landet, selv om de var købt helt nye fra fabrikken. En embedsmand fra ministeriet lod diplomaten forstå, at godkendelsen kunne tage op til et halvt år - medmindre han kunne betale embedsmanden 50 dollars nu og her.

Underslæb

Underslæb, også kaldet kassesvig, er tyveri af offentlige midler begået af offentlige ansatte. Der er altså tale om, at folk, som er betroet til at bestyre offentlige midler, selv tager af kassen. Dette kan være direkte, hvor rede penge simpelthen tages af kassen eller indirekte, hvor man bruger offentlige kasser til eget forbrug.

Opdigtet eksempel: kommunaldirektøren tog af kassen

I en større dansk kommune havde det længe været en kendt sag, at administrationen af kommunens penge var noget skødesløs. Problemet blev dog først akut da det kom frem i lokalavisen, at kommunaldirektøren havde brugt af kommunens midler til hans privatforbrug. Blandt andet havde kommunaldirektøren brugt over 50.000 kr. på dyre middage for partifæller fra andre kommuner. Han havde på en tur på konference i Australien også medbragt familien for kommunale midler på en to uger lang ferie.

Bedrageri

Bedrageri er økonomisk kriminalitet, som indbefatter en eller anden form for svindel, bedrag eller falskneri. Det er bedrageri, når en offentlig ansat snyder borgere eller firmaer for egen vindings skyld, eller hvis offentlige ansatte er involverede i det sorte marked eller kriminelle kredse.

Opdigtet eksempel: fusk med CO2-afgifter

I en mindre tysk by havde en kommunalt ansat over fem år snydt mindre lokale firmaer for over 200.000 euro. Den kommunalt ansatte havde ganske enkelt bildt lokale firmaer ind, at de skulle betale lidt mere end normen i CO2-afgifter, fordi området var særligt forurenet. Ved at forfalske de indsendte indbetalinger og flytte rundt på de kommunale regnskaber kunne han beholde ekstrabetalingerne selv.

Afpresning

Afpresning er, når offentligt ansattes tiltvinger sig penge eller andre midler ved hjælp af tvang, vold eller trusler om vold. Ved selv at chikanere borgere eller firmaer og dermed skabe usikkerhed kan politifolk eller andre offentligt ansatte afkræve betaling for at genskabe "sikkerhed". Et klassisk eksempel på afpresning er vejspærringer, hvor trafikanter afkræves betaling for at passere vejen.

Eksempel: sikkerhedspenge

I mindre byer i Rusland køber befolkningen en stor del af deres daglige indkøb i små boder langs hovedveje og på centrale pladser i byerne. Der er stor forskel på, hvor mange penge de handlende kan tjene på boderne alt efter placering. Jo flere forbipasserende, jo større indtjening. Det lokale politi afkræver de handlende en slags "sikkerhedspenge", som er større jo bedre boden ligger. Enkelt handlende har i trods undladt at betale, men det er risikabelt, fordi politiet efterfølgende har sat ild til deres kiosker og pryglet de handlende.

Nepotisme

Nepotisme er unfair begunstigelse af familiemedlemmer, venner og bekendte, når der skal besættes stillinger eller gives fordele. Det er en særlig form for magtmisbrug, hvor den magtfulde favoriserer efter familiebånd og venskab snarere end efter relevant erfaring og uddannelse.

Opdigtet eksempel: den nye sekretær

I en større dansk interesseorganisation skulle der besættes en stilling som sekretær for den øverste chef. Man havde et stillingsopslag i avisen men gennemførte kun samtaler med fire kandidater. Til sidst blev stillingen besat af direktørens kusine, som modsat de tre andre kandidater kun have få års erfaring og ingen formel uddannelse indenfor området.

Kilde: Transparency International Danmark, læs evt. mere på deres hjemmeside: http://www.transparency.dk/

Annonce:


Nyhedsbreve.tv2.dk RSS-feeds Pauseskærm

Annonce:

Se også

TV-Oversigt

Se hvornår programmerne bliver sendt på TV 2 på TVTID.DK