20-03-07: 11:31 | af: Tina Svarre Rasmussen
Opfinderrådgivningen på Teknologisk Institut stod klar i kulissen med råd og vejledning, da flere hundrede opfindere mødte op til audition på Danmarks Bedste Ide.

"Det har været en ny og anderledes måde at rådgive opfindere på - og Danmarks Bedste Ide har virkelig fået mange ideer og opfindere frem i lyset" - lyder det fra Peter Cordsen, der er projektleder på Opfinderrådgivningen. Og han fortsætter:
"Det store antal opfindere og mangfoldigheden i de opfindelser, vi er blevet præsenteret for i Danmarks Bedste Ide, overrasker ikke. Det svarer temmelig præcist til det, vi ser i den daglige rådgivning."
Opfindere findes indenfor alle aldersgrupper - alle niveauer og typer af uddannelser - og geografisk er de spredt over hele landet. Opfindelserne spænder fra den lavteknologiske opfindelse til brug i den daglige husholdning og til den bioteknologiske opfindelse, der er baseret på store mængder forskning.
Opfinderrådgivningen på Teknologisk Institut rådgiver hver eneste dag folk med gode ideer. Årligt er flere end 4500 i kontakt med rådgivningen - og det typiske spørgsmål til eksperterne hos Teknologisk Institut lyder: Jeg har fået en god ide - hvad gør jeg nu?
Der er flere svar på det spørgsmål - men først og fremmest handler det om at få afklaret, hvorvidt ideen er ny, om den har markedspotentiale og om den kan beskyttes.
Du kan besøge Opfinderrådgivningen for råd og vejledning - frit benytte de værktøjer, der er lagt ud og lade dig inspirere af andre opfinderhistorier og gode cases - på www.opfind.teknologisk.dk
Opfinderrådgivningen er landsdækkende og gratis.