26-01-10: 07:15 | af: Henrik Møhring Madsen
Claus er overlæge på Amager Hospital med speciale i ortopædisk kirurgi.Claus Ol Hansen bor i hus ved Hareskoven nord for København sammen med sin kone. Har tre børn. Claus bruger det meste af sin tid sammen med familien og på sit arbejde, men elsker også en god kamp på sportsbanen eller en lang træningstur på cyklen.
Claus er overlæge på Amager Hospital med speciale i ortopædisk kirurgi. I nuværende stilling mest med fokus på idrætskirurgi, men har tidligere opereret mange knoglebrud og amputationer.
I seks uger foretog Claus talrige amputationer og reddede mange lemmer på sårede civile og soldater på felthospitalet. Har tidligere været udsendt for Forsvaret i Kosovo i det tidligere Jugoslavien.
Om at tage til Afghanistan:
"Jeg har tegnet en kontrakt med Forsvaret og føler ikke, jeg kan sige nej. Hvis ikke jeg gør det, så skal en anden tage det offer, det er at tage af sted. Jeg kender også mange i den gruppe af folk, der tager af sted. Der er en glæde og solidaritet ved at tage af sted sammen med dem. Men det er ikke uproblematisk for familien, at jeg tager til Afghanistan."
Om at arbejde på felthospitalet:
"Det viste sig, at den første måned på felthospitalet var den mest travle i hospitalets historie. Det slider. Jeg synes egentlig, at jeg har masser energi, men på den anden side kan jeg godt mærke, at jeg har et batteri som stille og roligt, men usvigeligt sikkert bliver tømt for strøm."
Claus kaster sin kærlighed og vand på en undseelig plante lige uden for lægernes opholdsstue. Der er næsten ingen grønne planter i Camp Bastion.Om de sårede:
"Jeg har ikke set så voldsomme skader før, som jeg har set hernede. Det har været helt ekstremt. Inden jeg tog af sted spurgte I, hvad jeg forventede med hensyn til hårdt sårede. Jeg tror, jeg svarede, at jeg havde set det meste. Det viste sig at være helt forkert."
"Det er sjældent derhjemme, at man ikke lige har en halv time til at tænke over den operation, man skal til at lave. Det går ofte meget hurtigt hernede. Der er simpelthen ikke tid til at tænke over, hvordan man skal behandle den enkelte patient. Nogle gange har jeg fem minutter til at forberede mig på en operation. Det kan måske lyde overilet, men det er faktisk påkrævet i forhold til skadens omfang."
Om erfaringerne fra felthospitalet:
"Det har været et kæmpe kick rent fagligt. Jeg ved ikke helt, hvad jeg har fået ud af det menneskeligt. Det var jo en ekstrem periode og en hel særlig oplevelse, jeg aldrig vil glemme. Jeg vadede rundt i en lille trekant i seks uger, hvor jeg ikke lavede andet end at arbejde, spise og sove."