Basta

Dyrlæger har frit spil

HundeneFoto: TV 2

Når dit kæledyr skal til dyrlæge, forventer du selvfølgelig, at det får den behandling, som det har brug for. Men flere og flere danske kæledyrsejere kommer gang på gang i klemme, når de føler sig dårligt behandlet af en dyrlæge. Ingen myndighed fører nemlig kontrol med dyrlægerne og det betyder, at dyrlægerne har frit spil.

Den manglende kvalitetskontrol betyder, at du som forbruger ikke ved, om den dyrlæge, du vælger til dit dyr, har flere domme på sig. En dyrlæge i Jylland med flere domme bag sig, har gennem mange år nydt godt af den manglende kontrol.

Jens Breth Hansen har været dyrlæge i mere end 20 år. Han har markedsført sig selv på at være den billigste dyrlæge. Jens Breth Hansen ejer fire klinikker i Horsens, Århus, Vejle og Kolding derudover er han medejer af to klinikker i Silkeborg og Odense. For at kunne være billigere end sine kollegaer driver han de fire klinikker alene og uden nogen form for personale. Eneste måde at få en konsultation på er at ringe til ham og aftale en tid i en af hans klinikker. Den omstridte dyrlæge arbejder altså alene. Han kører mellem sine fire klinikker og opererer uden sygeplejersker eller personale til at overvåge opvågningen af dyrene. Det er netop på grund af Jens Breth Hansens arbejdsmetoder, at det ofte går galt.

Ifølge dyrlæge Per Nyvang Mariussen, Vejle Dyrhospital er det fuldstændig uforsvarligt at operere alene som Jens Breth Hansen gør det. Han fortæller, at man ikke holde sig forsvarligt steril eller mængden af narkose kan fejle, hvis man ikke har en narkosesygeplejerske ved sin side.

Jens Breth Hansen har de sidste par år fået ikke færre end 25 klager. De fleste går da også på, at dyrene har fået betændelse i sårene efter en operation eller at de er døde under operationen af for meget narkose. Fem af klagerne er blevet til domme. Tre for manglende omhu og samvittighedsfuldhed - altså han har ikke opført sig som en dyrlæge skal.

Basta fortæller historien om Wickie Sterneke. Hun mistede sin kat Camaro, efter at den havde været i hænderne på Jens Breth Hansen. Wickie Sterneke oplevede efterfølgende at blive svinet til af Jens Breth Hansen i flere aviser, da hun valgte at skrive et læserbrev om sin oplevelse hos dyrlægen. Det samme oplevede Marie Uldall også, hun blev direkte truet i telefonen. Hendes kat Tigerlilly overlevede et besøg hos Jens Breth Hansen, men den led så meget efterfølgende, at hun opsøgte en anden dyrlæge. Her konstaterede man, at den var blevet offer for sjusk.

Og det stopper ikke her. Basta fortæller også historien om hunden Bella, som på 4. uge sidder i karantæne i Hamborg. Familien Statou fik den rabies vaccineret hos Jens Breth Hansen, og de troede de trygt kunne drage på ferie. Men virkeligheden var en anden, Bella var ikke korrekt vaccineret, og nu kommer det til at koste dem over 10.000 kroner for at have valgt den billige dyrlæge Jens Breth Hansen.

For at rette op på sit ry og lokke flere kunder til har Jens Breth Hansen anonymt oprettet en støtte hjemmeside. Her lader han sig interviewe om, hvor god en dyrlæge han er, og om hvor tilfredse kunder han har. Alt sammen skrevet af ham selv.

Trods de mange klager og efterfølgende domme driver Jens Breth Hansen stadig sine klinikker, for myndighederne har svært ved at stoppe ham. Og det er svært for der er ingen kontrol. I fødevarestyrelsen fører man ingen kontrol med kæledyrsdyrlægerne. Derimod bruger man store ressourcer på storproduktionsdyrlægerne. Man fører ikke kontrol med dyrlægerne medmindre han eller hun har flere klager på sig.

Hos Den danske dyrlægeforening - brancheforeningen for dyrlæger, fører man heller ikke som sådan kontrol med dyrlægerne. I foreningen findes der dog en frivillig ordning, et slags ekstra kvalitetsstempel, som man altså kan vælge at melde sig til. Det har 60 ud af foreningens 3500 aktive medlemmer valgt. Jens Breth Hansen valgte at melde sig ud af foreningen i 2003, da han stod til at få en bøde på 10.000 kroner for at bringe branchen i dårligt lys.

Fødevarestyrelsen, er den instans, der udsteder og fratager dyrlæger deres autorisation. De sidste 15 år har man kun frataget to dyrlæger deres autorisation - en på grund af druk og en anden på grund af misbrug.
Der skal nemlig meget til, før en dyrlæge får frataget sin autorisation. Fødevarestyrelsen skal i første omgang vurdere om de vil indstille en rettighedsfrakendelsessag til politianklagemyndigheden. Herefter skal Rigsadvokaten så høres, og han kommer så med en indstilling til politimesteren.

Vi du vide mere om de to hvide schæferhunde Fatboy og Snoopdog, som Tina Nikolajsen havde med i studiet, så kan du gå ind på www.Chatwoods.dk


Annonce:


Nyhedsbreve.tv2.dk RSS-feeds Pauseskærm

Annonce:

Se også

TV-Oversigt

Se hvornår programmerne bliver sendt på TV 2 på TVTID.DK