Basta

Hundekennel sælger syge hvalpe

BastaFoto: TV 2

BASTA sætter fokus på salget af hunde, der i visse kenneler har udviklet sig til en ren industri.

Alt for mange hundehvalpe i hver kennel uden den nødvendige omsorg og kontakt med mennesker kan betyde, at hunden kan blive både aggressiv og utilregnelig.

Ved Haslev ligger en af Danmarks største hundekenneler, der hovedsagelig avler hunde af racen Hovawart. "Kennel Hof-Joys" har tidligere været i myndighedernes søgelys for at handle med syge dyr og har fået flere påtaler om at bringe forholdene i orden.

Lise Rønsbro er en af de mange, der har købt en hvalp hos kennelen. Hun måtte sande, at hendes hund ikke havde det godt. Efter tre år med intensiv træning og hundepsykolog måtte hun på dyrlægens opfordring aflive sin hund, for den var nervøs, aggressiv og har bidt mindst 15 gange. Hun er langt fra den eneste, der har fået dårlige hvalpe fra "Kennel Hof-Joys". Både Dansk Kennel Klub og Dyrenes Beskyttelse har modtaget en række af klager over hunde fra stedet.

Kennelen har siden august sidste år solgt hvalpe uden den nødvendige polititilladelse. Ringsted politi inddrog deres tilladelse den 21. juli sidste år, da forholdene i staldene ikke var i orden

Der er bl.a. for mange hunde samlet på et sted. Kort efter inddragelsen af tilladelsen til at drive hundehandel fik "Kennel Hof-Joys" en bøde for alligevel at overtræde forbudet mod at sælge. Til Bastas Tina Nikolaisen udtaler ejeren Cathrine Thiim, at hun ikke agter at indstille salget og hellere vil modtage bøder, som hidtil har været i størrelsesorden 2000 kroner - en bagatel i forhold til salgsprisen på 7.500 kroner for en hvalp.

Politiet mener ikke, at de har resurser til at følge op på sagen, og udtaler til Basta, at det kræver en anmeldelse fra en utilfreds kunde, hvis de skal håndhæve forbuddet yderligere. Indtil da kan man på kennelens hjemmeside og i Den Blå Avis hver dag læse om nye tilbud fra "Kennel Hof-Joys".

Annonce:


Nyhedsbreve.tv2.dk RSS-feeds Pauseskærm

Annonce:

Se også

TV-Oversigt

Se hvornår programmerne bliver sendt på TV 2 på TVTID.DK