18-11-10: 16:25
Mange tusinde danskere har forsøgt at kvitte cigaretterne ved hjælp af rygestopmetoden biofeedback. Men selvom de håbefulde rygere må smide omkring 1000 kroner for en times behandling, så er der ingen garantier eller dokumentation for at behandlingen virker.
Ifølge firmaet bag biofeedback-maskinen, virker behandlingen ved at sendeelektromagnetiske stråler ind i det center i hjernen, der er afhængigt af nikotin. Og det skulle altså fjerne nikotinafhængigheden på kun en time.
Basta har været i kontakt med flere af landets førende lungespecialister, og ifølge dem er der intet videnskabeligt belæg for, at behandlingen virker. Flere af dem har aldrig hørt om behandlingen, og de er alle enige om, at det er helt umuligt at fjerne kroppens trang til nikotin på kun én time.
Behandlerne fører ikke statistik
Med skjult kamera har Basta besøgt to af de 16 klinikker i Danmark, der lige nu tilbyder rygestopbehandling med biofeedback.
På Stop Nu-klinikken i Vedbæk forsøger vi at få en forklaring på, hvad biofeedback-maskinen egentlig gør.
-Jeg tror, man skal være læge for at finde ud af helt præcist, hvad det er, der foregår, lyder det fra behandleren. Hun har også problemer med at svare vores rygende journalist på hvor mange, der bliver røgfri efter behandlingen.
-Vi laver ikke statistikker på den måde, fortæller hun.
På Biofeedback-klinikken, der ligger på Nørrebro i København, har indehaver Hans Ole Wandt også svært ved at forklare præcis, hvad maskinen gør.
-Det er sådan noget underligt noget. Men altså det er jo...vi sletter det der lille center, forklarer han tøvende. Til gengæld tøver han ikke med at fortælle, at hvor mange der bliver deres nikotinafhængighed kvit efter en behandling med biofeedback.
-Det er omkring 80 procent, der stopper. Der er 20 procent, der ikke stopper første gang, forklarer han.
Men heller ikke han fører statistik over behandlede rygere. Han siger dog til os, at der findes dokumentation, for at behandlingen virker. Den dokumentation, som Hans Ole Wandt henviser til, kan du se ved at klikke på linket herunder.
Læs dokumentationen herGratis rygestop
Ifølge Sundhedsstyrelsen har 50 procent af alle rygere i Danmark et ønske om, at holde op med at ryge. Næsten alle kommuner tilbyder gratis rygestopkurser. På www.stoplinen.dk kan du se om netop din kommune tilbyder rygestopkurser.