08-11-10: 11:23 | opd. 11-11-10: 17:46
BASTA understreger at virksomheden infurn.com ingen forbindelse har til infurn.dk
Mange danskere har haft uheldige oplevelser med møbelfirmaet Infurn.com. Firmaet er registreret i Italien og ejes af de to danskere Ole Hareskov Jensen og Jesper Sjølund. På hjemmesiden kan man købe replika designmøbler til spotpriser. Infurn.com har hovedsæde i den norditalienske by Bolzano og ifølge firmaets egen hjemmeside har de kontorer på to adresser i byen. BASTA rejser til Bolzano med det formål at finde firmaets påståede hovedsæde.
Det er kun Italien og England, der tillader salg af kopimøbler. Har Infurn.com i virkeligheden sit hovedsæde i et andet EU-land, ja så er det ifølge flere advokater, som BASTA har været i kontakt med, ulovligt.
På de to adresser i Bolzano lykkes det imidlertid ikke BASTAs journalist at finde frem til Infurns hovedsæde. På den ene adresse taler BASTAs journalist med en person, der kender Infurn særdeles godt. Han ønsker dog ikke at medvirke i programmet, da der er tale om "uærlige personer", som han udtrykker det til BASTAs journalist. Heller ikke den anden adresse giver svaret på, hvor Infurns hovedsæde er.
Flere pile peger dog i retning af Berlin, hvor også de to danske ejere, Ole Hareskov Jensen og Jesper Sjølund, har deres privatadresser. I Berlin møder BASTA endnu en uheldig Infurn kunde. Anders Hansen har ventet i fire måneder på at få sit tilgodehavende på 8.750 kroner tilbage fra Infurn. Anders Hansen har skrevet cirka 60 mails til Infurn og truet med politianmeldelse - men stadig ingen penge fra Infurn.
Den callcenter medarbejder, som Anders Hansen har skrevet med, hedder Mie. Hun skriver, at hun arbejder fra de to adresser i Bolzano, som BASTAs journalist tidligere har besøgt uden at finde de 50 ansatte, som Infurn selv skriver, at de beskæftiger. Anders Hansen besøger Tauentzienstrasse 15 i Berlin, og her finder han ret hurtigt frem til Mie. Han taler også med Infurns ejer, Ole Hareskov Jensen, som hurtigt refunderer Anders de 8.750 kroner. Infurn har efter redaktionens afslutning kontaktet BASTA og fortalt, at Mie befandt sig på adressen for at blive uddannet i hjemmesidesystemet. På Mies egen Facebook profil står dog oplyst, at hun siden januar 2010 har arbejdet som sælger i Berlin - og til Anders Hansen siger hun: "Nu sidder vi her igen".
Advokat Christian Donle reræsenter en stor international møbelproducent. Han har gennem længere tid haft en mistanke om, at Infurn i virkeligheden driver deres virksomhed fra Berlin. "Der er flere ting, der tyder på, at de arbejder her fra. Vi har bedt en privatdetektiv undersøge dem, og han har fundet ud af, at de opererer fra Berlin. Vi vil trække dem i retten mandag eller tirsdag i denne uge. Strafferammen er op til ti års fængsel", siger Christian Donle til BASTA.
Se med i aften kl. 21.25, når BASTA leder efter Infurn.