19-04-10: 11:29
De danske forhandlere af Apple's populære iPhone ændrer nu praksis i deres behandling af reklamationer af telefonen.
Basta afslørede torsdag den 15. april, at Telia bruger to fugtindikatorer i iPhonen som påskud til at afvise alle reklamationer. Er fugtindikatoren markeret, har Telia hidtil afvist reklamationen - uanset om fejlen kunne skyldes fugt eller ikke. En praksis som ifølge Forbrugerrådet er i strid med Købeloven.
Nu meddeler Telia, at enhver tvivl skal komme kunden til gode.
"Vi er meget kede af, at vores kunder er kommet i klemme - og vi skal selvfølgelig følge dansk lovgivning. Derfor har vi ændret processen i forbindelse med iPhone-reklamationer for at være sikre på, at vores kunder bliver godt behandlet. Væskeindikatorerne er åbenbart ikke grund nok i sig selv til at bedømme, hvilken type skade der er tale om. Uanset hvad væskeindikatorerne på iPhones viser, vil vi derfor nu undersøge alle defekte iPhones og ombytte dem, hvis skaden ikke åbenlyst skyldes væske. Er der den mindste tvivl om, hvorvidt problemet reelt skyldes væskeskade, så ombytter vi kundens telefon uden beregning," siger Peter Krogsgaard, salg- og marketingdirektør i Telia.
Ud over hos Telia forhandles iPhone i Danmark også af telseskaberne 3 og Telenor. Hos Telenor oplyser man overfor Basta, at man hidtil har fulgt samme praksis som Telia. Men den praksis ændres nu.
" Telenor har efter Basta-programmet den 15. april undersøgt sine procedurer for at sikre, at vi overholder reglerne. Hvis en telefon viser tegn på at have været udsat for fugt, bortfalder reklamationsretten kun hvis den skade, kunden klager over, er relateret til fugten. Telenor er derfor ekstra opmærksom på at kontrollere, hvorvidt de enkelte skader er opstået som følge af at telefonen har været udsat for fugt eller om skaden kan henføres til andre årsager" oplyser pressechef Peter Glüsing.
Til gengæld hævder teleselskabet 3, at man ikke har brugt fugtindikatorerne til at afvise reklamationer på for eksempel mekaniske fejl.
"Efter reglerne bortfalder kundens reklamationsret, hvis mobiltelefonen er blevet beskadiget forsætligt eller uagtsomt. Hvis den konkrete skade imidlertid ikke skyldes forsætlig eller uagtsom beskadigelse, vil og skal skaden - efter de gældende regler - udbedres eller mobilen ombyttes.
Hvis en mobil ikke er repareret eller ombyttet med henvisning til fugtskade - og skaden ikke skyldes fugt, er det en fejl" oplyser 3 overfor Basta.