Basta

easyJet

I november 2009 lancerede lavprisselskabet easyJet sin nye hjemmeside. Et nyt design og et mere brugervenligt salgssystem skulle gøre det lettere for kunderne at købe flybilletter på easyjet.com.

Men siden er ulovlig og kan gøre rejsen dyrere for de mange tusinde danskere, der hvert år flyver med easyJet.

På samtlige flyrejser vælger EasyJet nemlig bagage og rejseforsikring til på kundernes vegne.

Hvis kunden glemmer, eller overser de ekstra ydelser, ja så scorer easyJet hver gang mere end 150 kroner på din flyrejse. Det bliver til en milliongevinst for easyJet, der forventer 15 millioner passagerer i 2010.

Det automatiske tilvalg strider mod EU-lovgivningen og easyJet erkendte da også i november måned 2009, at deres nye side var ulovlig. Men i dag, mere end to måneder senere, optræder fejlen stadig på easyJet.com, og det er der en god grund. Det er nemlig op til forbrugeren selv at fravælge de ekstra ydelser, som easyJet forsøger at sælge. Overser forbrugeren de ekstra ydelser, ja så scorer easyJet gevinsten.

Christian Beer er direktør for Dynamicweb, Skandinaviens største leverandør at redigeringssystemer til hjemmesider.

" Hvis easyJet skal lovliggøre deres side, skal de ind i deres bagvedliggende system og basalt set ændre nogle tal fra et 1­tal til et 0, så tilvalgsprodukterne ikke bliver automatisk forvalgt. Hvorfor det skal tage easyJet to en halv måned at ændre det er svært at skyde på, men set fra et teknisk perspektiv, så er det typisk ikke noget, der vil tage særlig lang tid"

—Christian Beer

EasyJet ønsker ikke at forklare, hvorfor det foreløbig har taget dem mere end to måneder at rette fejlen. I et brev til BASTA redaktionen skriver en talskvinde fra easyJet:

"Som svar på jeres interview-forespørgsel er responsen fra easyJet, at man - som det også fremgik i sidste interview - er blevet opmærksom på, at den nye hjemmeside skal ændres. På den baggrund vil den blive ændret i begyndelsen af det nye år. Planen er, at hjemmesiden er omlagt inden udgangen af januar 2010. Da easyJet allerede har meldt dette ud til BASTA og er i fuld gang med processen, ser de ikke nogen grund til yderligere interviews - eller nogen historie i det hele taget. Man er opmærksom på problemet og er i gang med at ændre det".

Hos Forbrugerrådet er Benedicte Federspiel ikke begejstret for easyJets manglende vilje til at opfylde lovgivningen:

"Der er ikke rigtig noget der kommer bag på mig med lavprisselskaberne, for jeg har flere gange været ude for, at de sådan set bare griner, når de får at vide, at de ikke overholder lovgivningen", udtaler Benedicte Federspiel.

Foreløbig har det altså taget easyJet mere end to måneder at gøre deres hjemmeside lovlig.

BASTA følger sagen.

Annonce:


Nyhedsbreve.tv2.dk RSS-feeds Pauseskærm

Annonce:

Se også

TV-Oversigt

Se hvornår programmerne bliver sendt på TV 2 på TVTID.DK