02-04-09: 16:04
Flere og flere boliger angribes af skimmelsvamp. Og mange kontakter Basta, fordi de oplever, at deres forsikringsselskab efterfølgende ikke vil dække svampeskaderne. I to indslag ser Basta på, hvordan forsikringskunderne kommer i klemme, fordi selskaberne ikke altid giver de rigtige råd og ikke altid er villige til at betale for skaderne.
I den ene af sagerne fra Egå ved Århus føler en enlig mor sig så presset af Danmarks største forsikringsselskab, Topdanmark, at hun frygter at ende på gaden med sine to børn.
I Basta siger Topdanmarks informationschef, Jens Langergaard, at den enlige mor kan se frem til, at selskabet genovervejer sagen, og at man vil tage fornyet hensyn til hendes økonomi. Konkret vil Topdanmark prøve at rykke rundt på økonomien i skadesopgørelsen, så deres kunde kan få færdiggjort renoveringen og som minimum flytte tilbage i sit hus. Men det betyder, at den enlige mor så selv skal finde penge til rengøring af sit indbo, en regning på op mod 75.000 kroner.
I den anden kæmper en familie fra Solbjerg ved Århus nu på 3. år mod deres forsikringsselskab, Købstædernes Forsikring, for at få dem til at anerkende svampeskaderne. Det har kostet familien omkring en halv million og samtidig gjort dem syge.
Læs her Købstædernes Forsikrings svar på de spørgsmål, som Basta stillede selskabet i forbindelse med sagen. Selskabet havde ikke ønsket at medvirke i et tv-interview.
Læs i øvrigt mere generelt om svampeskader på teknologisk.dk/20460 og se afgørelser om svampeskader på forsikringsankenævnets hjemmeside, ankeforsikring.dk
Her under er svaret fra Købstædernes Forsikring, hvor de beklager de mange fejl og indvilliger i at lægge gulvet om hos Annelise Dagø.
Foto: TV 2.
Foto: TV 2