14-05-10: 21:39 | af: Bente Kjær
Lea og JohnsonStemningen blandt de tre tilbageværende AllStars-kor var glad og forventningsfuld men også spændt og lidt nervøs, inden aftenens show gik i gang.
Der lå især meget pres på Lea, da hun som den eneste tilbageværende forsanger for Johnson AllStars skulle udnytte sidste chance for at sikre koret en plads i semifinalen næste fredag.
Inden showet havde Lea lovet et comeback, og det løfte holdt hun i stor stil - desværre var det alligevel ikke nok til at gå videre til semifinalen.
Oprejst pande og meget mere fritid
Johnson AllStars fik nemlig færrest stemmer for anden uge i træk, og det betød, at AllStars-eventyret var endegyldigt slut for koret fra Århus.
Men der skulle mere til for at slå de gæve jyder fra smilets by ud, så de gav den hele armen, da de for sidste gang stod på scenen og sang farvel og tak.
Og en tak lød der også fra Johnson til alle, der havde stemt på dem, mens han samtidig med stolthed i stemmen takkede sit kor for deres store indsats - "vi går herfra med oprejst pande", forsikrede han.
Trods nederlaget var Lea også i godt humør, da hun trådte op på scenen en sidste gang og glædede sig over, at hun fremover ville have mere fritid.