31-03-09: 10:30
Steen AllStars er et mandekor
Hvis det ikke var for en karismatisk herre med halvlangt hår, sort eyeliner og en dyb, udtryksfuld stemme, ville dansk rockhistorie mangle en af sine mest fremtrædende figurer. Steen Jørgensen har efterhånden opnået ikonisk status og det ikke blot inden for de snævre punkkredse, hvor han startede sin karriere.
Foto: Gudmund Thai/TV 2Da fire københavnerdrenge i 1977 slog nitterne sammen og dannede Danmarks første punkband, Sods, vækkede de stor forargelse i det etablerede samfund og deres tilhængere kunne tælles på meget få hænder. Senere skiftede bandet, der havde Steen Jørgensen som frontfigur, navn til Sort Sol, og i løbet af 1980'erne og 1990'erne steg de længere og længere op fra undergrunden og blev et af Danmarks mest kendte bands. Om ikke titlerne Copenhagen eller Rhinestone ringer en klokke hos de fleste, vilstrofen "there is a liquid sky all over the world tonight..." fra balladen Let Your Fingers Do The Walking sandsynligvis kunne få selv den mest indædte rockmodstander til at synge med.
Det gode formål:
Steen AllStars kæmper om penge til projekt "Fars Dag", hvor hjemløse fædre får hjælp til at have bedre kontakt med deres børn.
At hans smalle punkband skulle ende med at høste Grammyer og få stor kommerciel succes, havde Steen Jørgensen næppe regnet med. Og det kan virke lige så paradoksalt, at manden fra den mørke undergrundsbevægelse senere i karrieren skulle indspille duet med skønsangerinden Sissel Kyrkeby og få succes inden for crooner-genren i samarbejde med Caroline Henderson og på det anmelderroste jazzprojekt, Ginmann/Jørgensen.
Men Steen Jørgensen har aldrig virket som en, der var bange for at bevæge sig ind på nye kunstneriske territorier. Udøver at udfylde sin markante rolle som forsanger i Sort Sol, har han medvirket i film af bl.a. Erik Clausen og Kristian Levring, spillet en af hovedrollerne i musicalen Snedronningen og senest udløste han spontane klapsalver, da han slentrede ned af catwalken i Mads Nørgaards klæder under Københavns modeuge.
Foto: Henrik Ohsten/TV 2Som performer har han bevist, at han har mange facetter, men først nu er tiden blevet moden til, at Steen Jørgensen forsøger sig som korleder. Og når det endelig skal være, så lad det være! Steen Jørgensen vil samle sig et kor, der består udelukkende af mandsstemmer - og koret skal have ligeså mange facetter og originalitet, som ham selv. Han leder ikke nødvendigvis efter skønsangere, men mænd, der forstår at formidle tekst og melodi på deres helt egen måde.
Christianshavn er det sted, hvor Steen Jørgensen med Sort Sol har spillet sine første, legendariske koncerter for en begrænset, men i mere end én forstand hård kerne af punk-elskere, det var i den bydel Sort Sol fik indrettet deres egen bunker til øvelokale/studie og det er inden for Christianshavns volde, at manden den dag i dag holder til.